Dengang vi åd en hund

”Fortæl mormor om dengang I åd en hund”, skrev barnebarnet, Fie til Tootje Pedersen. Det blev starten på denne bog, hvor Tootje fortæller om sit liv, fra den barske barndom i 1930’erne og 40’ernes besatte og hungerramte Holland, til hendes videre kamp for tilværelsen, og om arbejdsomme voksenår i Danmark.
Bogen har form som breve mellem mormor og barnebarnet Sofie My, der i 1998 skriver, at hun ”synes, det er en god ide med en rigtig ægte historie om dig og vores familie”.

Det er ofte barske historier, Tootje har at fortælle, men altid med en lille humorens troldesplint i øjet – den troldesplint, der gjorde, at hun kom gennem tilværelsen som et helstøbt og positivt menneske.

Fie’s sidste brev slutter således:” Jeg ved ikke, om min fantastiske barndom kan gøre mig til et ligeså godt menneske som dig, men jeg håber det! Så mormor fortæl lige lidt mere…”

Men Tootje fortæller os ikke mere, for natten til den 20. april 2008 sov hun stille ind – ganske uforventeligt, for hun var jo sådan en stærk frisk dame, med masser af mod på livet.

Men Tootjes bog behøver egentlig ikke nogen fortsættelse, - den er gribende og en gave til læseren i sin nuværende form.