Se fuld størrelse
En erindringsbog om et barns oplevelser under Anden Verdenskrig i Tyskland og Polen - skrevet af nødvendighed for at fortælle i stedet for at fortrænge minderne.
Denne bog fra 2010 er stadig vores mest sælgende bog til dato - og desværre har den fået ny aktualitet nu hvor millioner af uskyldige er på flugt fra krigens rædsler i Europa.
Udvidet info:
Livet igennem har Hans-Peter Tams været forfulgt af dæmoner - dæmoner, der plagede ham i natlige mareridt, hvor barske barndomsminder trængte sig på.
Det er barndomsminder om en hovedløs krig - om børn på flugt gennem en kold, rå og brutal verden, hvor det var alles kamp mod alle. Siden forsøgte han at flygte fra mindernes dæmoner, ved at fortie og fortrænge dem, indtil han omsider fandt ud af, at tavlen først kan viskes ren, når den er skrevet fuld.
Ansporet af sin mangeårige ven, Poul Erik Nielsen Rud, begyndte han da at skrive sine minder i brevform. Det blev en sej kamp, som varede i mere end to år, men for hvert brev, kunne en tavle viskes ren.
Rammen er rå, for den handler om krig, død og ødelæggelse - men indholdet er kærlighed og sammenhold, og et af de smukkeste portrætter, der er skrevet om en mor - en mor, der indgød sine børn en ubrydelig tro på, at hvis man bare holder sammen og stoler på Guds omsorg, så ordner det hele sig til sidst.
Det gjorde det også - og til sidst lykkedes det også Hans-Peter Tams, at få bugt med mindernes dæmoner i form af denne bog - en bog, der først og fremmest skal ses som et budskab om, hvad prisen er for frihed og demokrati.
30 andre varer i samme kategori:
Hjem
2022-03-14
Mindernes Dæmoner
Den mest grufulde historie, jeg har læst.
Mine bogreoler tæller flere hyldemeter med alle hånde beretninger, beskrivelser, analyser, øjenvidnefortællinger og erindringer om den krig, der satte jorden i brand fra 1939 til 1945.
Men aldrig har jeg læst en bog som ’Mindernes dæmoner’.
MEN ABSOLUT STÆRKEST i bogen står fortællingen om børneflokkens flugt fra Berlin til Hamburg uden forældrene – til fods fra efteråret 44 til afslutningen på krigen i maj 45. Med storesøsteren Sofie på 9 år som den ældste.
Seks børn, hvoraf den mindste lå i barnevogn. Til fods. Nat og dag i allieret bomberegn, truet af sygdom og sult. I 8 måneder. Med Hans-Peter og en lillebror på natlige tyvetogter i ruinerne for at skaffe mad. De stjal, når folk var i beskyttelsesrum, de stjal fra de dødes lommer og rygsække, de stjal fra bøndergårde, de spiste råt hønsekød, de spiste råt hestekød, de kæmpede med vilde hunde og rotter. De bad, de sang salmer, de holdt sammen – og de overlevede. Og de fandt mor. Og talte ikke om det i årtier.