Se fuld størrelse
Med sin unikke og personlige fortællerstil, giver Arne Kyeds erindringer indsigt i hans indholdsrige og berigende bedrifter i Sydgrønland. Med sin svigerfar, Søren Motzfeldt, og de lokale som læremestre, er han fuldt ud blevet en del af de lokale, med forståelse og kærlighed til landet og dets folk.
Udvidet info:
På tætteste hold giver han blandt andet læserne et indblik i hverdagslivet i den grønlandske bygd, Qassimiut, om fangerkulturen, skolevæsenet, naturens luner og det til tider barske liv på naturens præmisser.
Arne Kyed er født i 1939 og vokset op i den lille vestsjællandske landby, Ørslev. Efter en landbrugsfaglig uddannelse, militærtjeneste ved FN-styrken i Mellemøsten og læreruddannelse på Haslev seminarium, rejste han til Grønland for at blive ansat som skoleleder på den lille skærgårdsø, Qassimiut, i Sydgrønland.
På det tidspunkt vidste han ikke at dette skulle blive begyndelsen på et livslangt ophold i Grønland, men kærligheden til naturen, landet og dets folk, kom til at betyde, at han nu 56 år senere, stadig bor i Grønland hvor han nu nyder tilværelsen som aktiv pensionist i Qaqortoq (tidligere Julianehåb).
Vurdering: ****** (6 stjerner ud af 6)
Bogen handler om "et langt livs skiftende, righoldige forløb", som forfatteren selv skriver, hvor han i midten af 60-erne ankommer til Qassimiut, som han bor i de første 10 år. Selv om Arne Kyed siden da har boet i Qaqortoq, har bygden stadig stor betydning og er afgørende for hans liv og virke, idet han der har mødt sin grønlandske familie (kone, svigerfamilie).
Arne Kyed har en fabelagtig god hukommelse, er en god observatør og god fortæller, der drager parallel eller kontraster mellem hans liv, såsom sydøstenvindens indvirkning på mennesker, indsatsen for at få en lejrskole i Tatsip Ataa, hans engagement og kæmpe indsats med skovplantningsprojektet, hvordan en ravneflok kan udrydde larveangreb i stedet for at bruge kemikalier til skadedyrsbekæmpelse, svømmeturene i den barske isvandssø i bunden af fjordkompleks Sioraq og militærsvømmeøvelsen i Mellemøsten, Jerichos rose som han kalder for miraklet fra ørkenen og som har fulgt hans familie i 50 år, landbrugsuddannelse på Vestsjælland, studietiden på seminariet i Haslev og senere Grønlands skoleledermøder på LO-skolen i Helsingør, transport med catalina-fly indtil slutningen af 60-erne /atlanterhavsturen med folkeskoleklasse med skibet "Erika Dan" /og nu hvor alt foregår med fly og meget andet.
Bogen er nem at læse, når man kender stederne - men da forfatteren er god iagttager og beskrivende, er bogen rigtig god og spændende at læse - og til tider sjov.
Det var en glæde at læse den, ja, på det nærmeste slugte jeg den.
Jeg tror bestemt mange vil have glæde af at læse den.
- - - - - - -
Arne Kyeds bog ”Mit elskede Grønland en selvbiografisk rejse” er en lise for os, der bor og er opvokset heroppe til at opfriske og igen fundere over det til tider barske livs gaver til os. En bog for folk udefra til bedre at forstå og få indsigt i vort liv, habitus og kultur. Du bliver givet en gave, til også at reflektere over livet og bliver klogere. Og hvem vil ikke gerne være det.
En rejse i rum og tid, allermest i Grønland, fra livet i datidens fangersamfund til nutidige forhold. På tætteste hold får du indblik i hverdagslivet i en bygd, skolevæsenet, naturens luner, herunder fortælles om varsler i naturen, klimaændringer, naturhistorie. Ved læsningen tog jeg en rejse tilbage i barndommen og også tiden som embedsmand; hvem har ikke været på kurser og til møder med mange forskelligartede oplevelser og mangeartede transportmidler og til tider farlige hændelser under tjenesterejser. Det i sig selv gør denne bog til et historisk værk, også om luftfartshistorien. Beskrivelserne om turene i naturen og fangstturene kunne få en madglad læsers mave til at rumle og til om og om igen at læse storfangerens visdom om at kunne aflæse naturen og bare få et kig i naturens underfundigheder.
Rejse fra det kendte til det ukendte – soldatens oplevelser – giver en et indblik i en verden, der er helt fremmed og dog giver de en forståelse eller respekt for og en ydmyghed overfor soldaters liv. Hvilket netop i disse dage er meget aktuel.
Du som læser, kan glæde dig til hans vidtrækkende beretninger.
Siden 1978 har jeg gennem mit arbejde som lærer og mine fritidsinteresser i Qaqortoq kendt og fulgt med i Arne Kyeds familie og kunne dermed leve mig ind i de fleste beretninger og personer i hans indholdsrige og berigende bedrifter i Sydgrønland.
Bogens indholdsfortegnelse var nok til, at jeg straks gik i gang med den, hvorfor jeg varmt anbefaler alle om at læse den. Ved brugen af sin helt unikke og personlige fortællestil har han gennem sine svigerforældres generation og hans egen kernefamilie formået at give os et kulturelt og faktuelt indtryk af datidens og nutidens livsnormer i og omkring bygden Qassimiut og senere i Qaqortoq og omegn.
Hans mangeårige ophold i bygden har ikke alene givet en introduktion i den grønlandske fangerkultur og indsigt i naturens luner med svigerfaderen Ittu og de lokale som lærermestre, men det har også givet ham viden og erfaring i de efterfølgende årtier, der falder i tråd med bogens titel ”Mit elskede Grønland”.
Han har, som lærer og senere som skoleinspektør, formået at deltage i skolevæsenets udvikling på mange områder, hvor han gennem sine erindringer beretter om sine forskellige tiltag som lejrskoleprojektet, skovplantningen i området, ørneekskursioner m.m., der givetvis har haft en meget positiv og givtig indflydelse på udviklingen af hans virkefelter, så det er en ren fornøjelse at læse bogen og ikke mindst læse, hvad der står mellem linjerne.
Hans studieår og militære engagement i Mellemøsten har utvivlsomt haft indflydelse på hans virke i sit elskede Grønland, og endvidere har et knowhow, opfindsomhed og interessefelter, som virkelig har gavnet hans omgivelser. Stor respekt til dig, Arne
Vurdering: ****** (6 stjerner ud af 6 mulige)
I bogen fortælles spændende oplevelser og begivenheder igennem et godt og langt liv. En rejse fra barndomslandet, og en tid som en del af den fredsbevarende styrke i Mellemøsten, til et land i en brydningstid fra det gamle til det nye Grønland. Oplevelser, som viser at forfatteren fuldt ud er blevet en del af de lokale, med forståelse og kærlighed for landet og dets folk. Bogen er anbefalelsesværdig, da historierne om oplevelserne er fra en brydningstid i land og samfund, der er nødvendige for at få fortalt, da de er en vigtig del af vores fælles dansk-grønlandske historie fra en svunden tid.
Hjem
2022-08-29
Mit elskede Grønland
Arne Kyed blev uddannet ved landbruget, var FN-soldat i Gaza og dimitterede som lærer fra Haslev Seminarium i 1966. Samme år blev han skoleleder på den lille skærgårdsø i Sydgrønland, kaldet Qassimiut der betyder 'beboerne ved den runde bugt'. Her boede han i 10 år og Arne Kyeds fortælling bevæger sig ubesværet gennem livets mange tilskikkelser i Sydgrønland og de mange andre steder med et overskud, der giver fortællingen humor, bredde og fylde. Man tænker undervejs på Jørgen Riel eller gamle Peter Freuchen og deres lune og mere eller mindre sandfærdige grønlandske historier. Men Arne Kyed er både lun og sandfærdig – og kunne man tilføje – grønlænder, selvom han er født i Vestsjælland, giftede sig med sin elskede Jacobine Motzfeldt, der var datter af bygdens storfanger og søster til den første landsstyreformand for hjemmestyret i Grønland, Jonathan Motzfeldt. Jacobine var uddannet kateket/præst og blev senere domprovst i Nuuk, mens Arne sluttede sin karriere som forvaltningschef ved Qaqortoq kommune. De gjorde det godt og med Arnes kærlige fortælling, der er tilegnet deres fem børn, forstå man godt hvorfor.
Grønland har et barsk klima og en natur der altid har krævet meget af befolkningens evner til materiel og kulturel overlevelse. Den eskimoiske befolkning har lært det på den hårde måde i løbet af årtusinder, mens middelalderens danske-norske nordboer forsvandt efter få hundrede år i Syd- og Vestgrønland. I 1700-årene kom danskerne til Sydgrønland, og denne gang gav de ikke gav op. Arne Kyeds fortællinger fører os derfor ind i den særlige kombination af skandinavisk og traditionel eskimoisk livsform som fortsat præger det grønlandske samfund, der er i kraftig ændring ligesom klimaet og naturen. Fortællingerne tager udgangspunkt i Qassimiuts små og store begivenheder, blandt fangerne, i skolen, i den nye lejrskole og den skov, som Arne også er med til at rejse i læ af blæsten. Han tilegner sig sproget, deltager i fjordsejladsen, fiskeriet, fangsten og jagten, mindes de mange savnede, venner og familie, fortæller om udbredelsen af vedvarende energi, kommunikationens og radiokommunikationens udbygning, han beretter om dyre- og plantelivet (med latinske artsnavne), biologisk bekæmpelse fx ved hjælp af ravne der udryddede skadelige larver i den nye skov, om optælling og ringmærkningen af havørne. Arne Kyed fortæller også om sin tid som FN-soldat i Gaza-området, landmandslivet på Idagaard i Vestsjælland, de fem studieår på Haslev Seminarium med den tæmmede allike Gørgen, der indlagde sig store musikalske fortjenester og overlevede i fire år på Ørslev Centralskole, der var bestyret af Arne Kyeds far.
Bogens lidt kalejdoskopiske indhold er fortalt af en dreven pædagog, der mener, at det er en forbrydelse at være kedelig. Det går ret hurtigt op for læseren, at bogens røde tråd er fortællingernes temaer som belyses fra flere vinkler og afslører en fabulerende hjerne med en særdeles god hukommelse. Det eneste vi syddanskere mangler for at få det fulde udbytte af bogen er en målestok på udsnittet af kortet over den Sydgrønlandske skærgård, der er trykt på bogens første sider. Måske også lidt om det polysyntetiske grønlandske sprog, der ligesom den øvrige grønlandske kultur altid har fascineret anmelderen.
[Historie-online.dk, den 24. august 2022]